Bryllup i "Kongeriget" Danmark
Sidste jul rejste hele familien til Marokko. Det var her i de marokkanske bjerge at min søn, Richard friede til sin kæreste Asya ♡ Asya sagde ja og et halvt år efter skulle brylluppet stå, i haven til Richards barndomshjem og selve vielsen, i det naturskønne Marbæk.Vielse på stranden og fest i haven gav en del bekymringer om vejret. Faktisk regnede det hele formiddagen, så de der skulle dække bord på stranden, måtte sidde i ly for regnen, i bilerne. Men skyen forsvandt og solen tittede frem, da Asya kom frem fra klitterne.Asyas far, Aleksander Fuchs er journalist på den russisk avis Gubdaily. Her har han skrevet en artikel om brylluppet i det lille Kongerige Danmark. Lyder det ikke eventyrlig? ;-)Jeg har fået lov til at dele hans ord og tanker her på bloggen. Så min svigerdatter, Asya, har oversat artiklen fra russisk til engelsk og min søn har oversat den til dansk - og her er den.
Af Aleksander FuchsFra tidlig barndom har jeg haft en vedvarende afsky overfor bryllupper. De berusede gæster, bizarre ritualer og tåbelige lege. Allermest synes selve arrangementet altid farvet af en særlig følelse af falsk fromhed. Det hele starter fint: bruden i hvidt, gommen i jakke, ædruelige vidner, rosenblade, duer, klinkelyde fra champagneglas. Men et sted hen ad vejen opløses det hele i et oprør. Og så, som det nu engang går, blev min egen kære datter, Asya, denne sommer gift. I Danmark ikke desto mindre. Med en dansk mand. Selv har hun havde boet i Amerika det meste af sit liv. Jeg var bekymret. Men det skulle vise sig at være unødvendigt.
Ceremonien fandt sted på en strand uden for Esbjerg, en lille by langs vestkysten af Kongeriget Danmark. Planen var at gæsterne ventede på bruden ved sandet nær vandet, hvor hun — ledsaget af sine forældre — ville komme gående ned fra de høje klitter.Kort sagt, gik det meste som planlagt. Men på vej mod stranden farede taxachaufføren vildt. Min datter, min ex-kone og jeg var de sidste til at forlade byens centrum. Vi ventede til Hotel Britannia havde sendt den sidste bilfuld gæster afsted, og så prajede vi en taxa. Da Asya spurgte den sølvhårede chauffør, om han kendte vejen, gav han en selvsikkert nik, og kørte os straks ind i skoven."Vi er fremme," siger han, "her er restauranten, her er flagene." Men vi ledte hverken efter flag eller restaurant. I samme øjeblik havde vi mistet signalet til både GPS og telefoner. Chaufføren kørte videre. Et sted på stranden, stod stakkels Richard og ventede. Skræk. I sidste ende, er Danmark et lille land, og vi fandt dem inden for 15 minutter. Ved vandkanten, var et lille træalter dækket med hvidt stof, som var blevet bygget samme dag. Og derunder foretog borgmesteren af Esbjerg, Johnny Søtrup ceremonien. Jeg har fået fortalt, at han tretten år forinden viede Richards mor og hendes mand, og at han selvfølgelig ville gøre det samme med det unge brudepar.Alle de formelt lydende ord og vendinger, der i russiske registreringskontorer lyder kvalmende, blev på en eller anden måde sagt naturligt her. Med små vittigheder og sidebemærkninger, der mødtes med latter fra gæsterne.
Efter formaliteterne, gik de nygifte og deres gæster til skaldyr. På sandet, stod borde dækket af fade fyldt med krabber og rejer. Gommens far havde bragt alt dette med ned fra Norge. Der var brød og mayonnaise til skaldyrene.Store vandskåle stod ved siden af mindre skåle fyldt med bittesmå tabletter, som viste sig at være selv-ekspanderende vådservietter. Du smed blot en tablet i vandet og så transformeredes den. "Wow," tænkte jeg "Der har du Europa for dig. Jeg er en barbar fra Petrozavodsk, der indtil nu er gået gennem det meste af mit liv uden at se sådan en ting. Og jeg gloede på denne ekspanderende serviet som en indfødt der betragte en blikdåse." Det viste sig at næsten alle gæster fra alle 21 lande på samme måde var forbavset over disse servietter.
Den ensomme violinist spillede forsigtigt hendes diskrete melodier, de to små blomsterpiger trådte med bare fødder i sandet mens de morede sig, og i mellemtiden slugte gæster champagne og åd skaldyr.Blomsterpigerne, gik forresten forrest, iført margarite-blomsterkroner, og spredte kronblade på sandet som bruden gjorde hendes vej ned ad klitterne. De to er kusiner. Den ene er norsk og den anden er dansk. Pigerne taler, hver på sit eget sprog, men forstår hinanden perfekt. Præcis som Kuzmin [Russisk jæger] og Finn [Finsk rejsende] i filmen Mærkværdighederne Ved Nationaljagten [«Особенностях национальной охоты»].To timer senere tog vinden til og gruppen gjorde klar til at fortsætte festlighederne andetsteds. Og dette andet sted var Richards forældres hus. Snarere i deres baghave. Familien har et hyggelig tre-etagers hus bygget af røde mursten med en mellem-stor baghave med æbletræer og vinstokke. "Aha! Blodsugere og udbyttere af arbejderklassen," tænkte jeg, mens jeg mindedes mine sovjetiske lærebøger om politisk økonomi. Men nej. Richards stedfar ejer en mekanikerforretning og hans mor driver en mad- og sundhedsblog.
Da de nygifte først anmod om at holde brylluppet i haven, spekulerede de på om der mon kunne findes plads til 120 gæster. Efter sigende, havde Richards forældre gjort det klart at "Nej! Maksimum er 60 gæster!", det unge par havde hørt svaret, men tolkede det som starten på en forhandling. Kompromiset endte med at være 100.Det var en ekstraordinær begivenhed. 96 personer fra 21 forskellige lande. Rejsende fra Columbia og Hong Kong, Los Angeles, San Francisco, Rotterdam, London og endda landsbyen Kuzkino i Belograd Oblast i det vestlige Rusland fandt alle til dette bryllup.Israelske Sigal der bor London, men har planer om at flytte til Mexico ankom til Danmark om morgenen og fløj ind på krykker. Og på krykker sprang hun over bakker og trin, og det så ikke ud til at forårsage hende nogen som helst ulejlighed.En anden af Asyas veninder fra staterne, er Chelsea som er rædselsslagen over at flyve. Men hun var fast besluttet på at komme. For at overvinde hendes fobi tog hun en testflyvning fra San Francisco til Seattle tidligere på måneden. Hun indså, at hun kunne håndtere oplevelsen, og købte en returbillet til København for sig selv og sin chef, så hun havde en at sidde ved siden i tilfælde af at hun skulle falde i fortvivlelse. Og han tog turen til København. Ankom og vendte tilbage mod San Francisco uden at forlade lufthavnen. Samme rejse foretog han igen da den unge kvinde rejste tilbage.
Ved middagen, sad jeg ved siden af Richards muntre bedstemor. Asya fortalte mig, at hun mødte denne bedstemor på sit første besøg til Esbjerg. Det var midt på formiddagen. Bedstemor sagde goddag, hilste parret ind i sin lejlighed og tilbød dem noget at drikke. Asya tænkte, det nok ville være en kop kaffe, te eller vand, måske en coca cola? Men en konspiratorisk blinkende bedstemor havde noget andet i tankerne. Ud bragte hun dem begge og hende selv en rom og cola. Bravo!Der var kun 20 danskere blandt mængden. Richards far er norsk, hans mor er dansk. Han bor med Asya, en amerikaner fra Rusland, i London og de to mødtes i Moskva. Verden synes at være skrumpet helt ned til størrelsen af legetøjsglobus.
De unge og kække kokke fra København tog en uge fri fra arbejde for at begynde deres forberedelser for folkemassen. I flere dage havde et hold af familie og venner først konstrueret og derefter regn-sikret teltene. Dagen før brylluppet var min datter tydeligt trykket af alle disse logistiske problemer. Jeg spurgte hende, om det virkeligt var alt det værd. Efter alt, havde hun og Richard allerede boet sammen i et år. Hvorfor al den postyr? "Vi ønsker at bringe alle sammen sammen" sagde hun.
Hvad angår selve brylluppet gik alt, på trods af min oprindelige frygt, helt flot. Ingen anmassende toastmaster, ingen idiotiske spil som "smide blyanten i flasken" eller "rulle ægget gennem buksebenet." Ingen indsamlede penge til babytøj, og ingen kidnappede bruden. [Alle typiske Russiske bryllupstraditioner]. Vigtigst, fra middag til midnat, så jeg ikke én uudholdelig fulderik, selvom de fleste gæster var unge og selvom to flasker vin per person var blevet bestilt. Plus champagne. Og øl. Og cocktails. Det eneste vodka som blev konsumeret var godt forklædt i daiquiris.
Men der var masser af taler. For at undgå kaos, var alle der ønskede at sige et ord blevet bedt om at melde deres talelyst i forvejen. Talerne blev annonceret og de talte. Og ikke et eneste indelukket eller formelt ord blev delt. Talerne blev delt afslappet og naturlig og levende.Forældrene, Richards brødre, Asyas bedstefar, den legendariske Karelske bokser, Stanislav Pavlovich Proshutinsky.Stansilav skrev et digt, og Ilya, en russisk programmør der bor i Prag oversatte digtet, og det lykkedes at holde rim og rytme intakt, til stående bifald fra publikum.
Brylluppets russiske delegation udråbte jævnligt "Gorko!" [Bitter!] og befalede de nygifte at kysse. Og kun en enkelt gang, brød russerne ud i sang med Svadba, sangen om brylluppet med sang og dans og alt det andet. Danskerne slog periodisk deres bestik mod klirrende glas, som betød de nygifte kravlede op på deres stole og kyssede noget mere. 
Vi spiste rå fisk, og vi spiste råt kød. Marineret kulmule og oksetartar. Der var salater, lammekød og en slags cookies i syrnet mælk.Omkring midnat begyndte dansen. Først til lyden af violin, da det unge par dansede vals, og den samme ensomme violinist meldte en triumferende tilbagevenden. Med stjernekastere i hånden, gik gæster tættere og tættere i en lukket ring omkring parret, før de til sidste løftede begge og smed dem op i luften.Nogen skar et stykke af Richards strømpe. Danskerne mener, at dette holder manden fra utroskab. For hvem vil have en mand der har hul i strømpen.
Folk snakkede, dansede og drak cocktails ind i natten. Klokken 5 gik alle tilbage til deres lejede lejligheder og hotelværelser, og klokken 1 næste eftermiddag samledes alle atter i haven til smurte åbne sandwiches.Som regel bør man ende en historie på en eller anden litterær måde, men intet kommer mig på tanke. Lad det ende sådan her.Tak og spasiba til til Asyas far, journalist Aleksander Fuchs for denne artikel. Har du mod på at læse artiklen på russisk, så finder du originalen på Gubdaily.ru ;-)
Tak til alle, der på hver deres måde bidragende til dette forrygende bryllup.