Kurt Trampedach
Jeg elsker Kurt Trampedachs kunst og jeg havde kæmpestore forventninger til udstillingen hos Brandts.BRANDTS SKRIVER: Kurt Trampedach blev den bedst sælgende maler i sin generation og opnåede international succes blandt 1960 érnes frigjorte jetset. Siden trak han sig tilbage fra offentlighedens søgelys for alene at hellige sig kunsten. Kurt Trampedach er en legende i moderne dansk kunst. Han skiftevis tryllebandt puplikum med sine intense malerier og skulpturer og rystede sin omverden med et udsvævende liv på kanten til det grænseløse. Nu er kunstneren pludselig gået bort i en alder af kun 70 år, og vi vil mindes ham på Brandts med en stort anlagt udstilling, der samler Trampedachs væsentlige værker. Udstillingen er tilrettelagt af kunsthistorikeren Mikael Wivel i samarbejde med Brandts.
For mig er definitionen på kunst - Trampedach.Han maler fordi han ikke kan lade være, han har ikke noget valg. Hans liv er hans kunst og hans kunst er hans liv. Det gør ham sikkert ulidelig i mange af livets andre sammenhæng og relationer. Men i kunsten er han ægte, han er sin kunst og det kan mærkes. Der bruges mange ord til at definerer hvad kunst er (og hvad der ikke er kunst) Det kan være spændende at høre om baggrunden for et maleri, processen og analysen af et kunststykke. Det kan også være virkelig dræbende med ord at intellektualisere et maleri.Forfatteren skriver - Kunstmalere maler.Modtageren, beskueren skal gerne kunne se, mærke og føle maleriet - uden ord.
Mine forventninger blev indfriet, til fulde. Der var hele forløbet, fra de første store mørke dystre malerier og frem til de gyldne, uhyggelige, fredfyldte og lysende små oldinge-børn. Kurt Trampedach udstillingen på Brandts kan varm anbefales. Malerierne og ikke mindst lokalet hvor de præsenteres i er perfekt. Der er højt til loft, rå gulve og store vinduer. Der er en ægthed over dette lokale, som der var i Kurt Trampedachs malerier og som jeg har luret mig frem til at der også var i hans hjem i Baskerlandet. (Se filmen Manden på bjerget)Jeg stod længe og så på kvinden bag døren, hvem er hun? Jeg fik lyst til at lukke hende ud.Kan du se manden bag vinduet?
Her er malerierne fra hans tid i New York. Det er da et selvportræt der vil noget. Trampedach fortæller at han ikke maler de mange selvportrætter fordi at han er selvglad - tværtimod!Trampedachs malerier er en afspejling af ham selv og hans liv. En åbent bog med alt hvad det indebære af smerte, dæmoner, frustrationer, håb og succes.
DEN LILLE MALERDen lille maler, har fulgt hans motiver tilbage fra 1968 og frem til 1988, hvor han malede "Den lille maler ser sig over skulderen"
Den lille maler, er mit ynglingsmaleri. Jeg var så spændt på om det var med på udstillingen. Det var med, men det undre mig at der er denne farveforskel. Jeg har altid været helt vild med den gule flade i maleriet, men blev også hurtig forelsket i den oprindelige farve. Hvem mon ejer dette maleri?
I 2002 brændte var der en stor brænd i hans hus i Baskerlandet, hvor alle hans værker gik tabt. Kort tid efter opstår der en brænd i hans atelier i København hvor alle værker brændte. Så der var ingen nyere malerier på udstilingen, men der var en lille serie af nye tegninger. Selvportrætter hvor han fremstår som ulven og tegninger af selvportrætter, hvor han næsten forsvinder...Jeg ved faktisk ikke hvad Trampedach har malet siden 2002, rygter siger at han ikke malede mere, kan det være sandt?
KURT TRAMPEDACH
Da jeg for fem år siden skulle skrive opgave, i forbindelse med min uddannelse som kunstterapeut, valgte jeg at skrive om Kurt Trampedach. Hans kunst har haft en enestående betydning for mig og mine malerier, men det vil jeg uddybe i et senere blogindlæg. Som kunstterapeut arbejder vi med billedanalyse hvor vi betragter lys/mørke, flade, perspektiv, motiv mm og derigennem personen bag maleriet. Det vil jeg slet ikke komme ind på her, for egentlig er der kun én som ved det - nemlig Kurt Trampedach.Jeg har talt med flere unge mennesker, som faktisk ikke kender Trampedach og hans historie. Så her kommer der et lille bitte indblik i historien om Trampedach, hans kunstneriske liv, hans unikke måde at fordybe sig i maleriet på, at være maleriet- på godt og ondt.
HVOR KOMMER VI FRA? HVEM ER VI? HVOR SKAL VI HEN?Kurt Trampedach kommer fra et hjem der var præget af en depressiv, alkoholiseret og voldelig far.Trampedach kom i malerlære og her var der en lærer som straks spottede hans talent for at male. Det førte til at han i 1964 søgte ind på kunstakademiet, hvor han blev optaget, selv om fristelse for optagelse var overskredet. Allerede som 18 årig, solgte han sit første maleri og han trådte hurtig i karakter som kunstmaler, med de mørke selvportrætter i dyster farver, med voldsomme lag af maling på. Nogle malerier vejer faktisk op til 10 kilo!
Mit kunst er min terapi. Jeg maler rædslen frem på billederne for at mane dem til jorden.Citat Kurt Trampedach.
HVEM ER VI?Lykke og succesI 1970 møder Kurt Trampedach sin første hustru, Anette Aller. En kvinder han var meget forelsket i og som gav ham et løft, både menneskelig og kunstnerisk. Kurt Trampedach var en af tidens mest populære og sælgende kunstnere, kendt og anerkendt. Alt hvad han lavede kunne sælges og han levede et liv blandt alle sine potientielle købere - Københavns jetset.GENTAGELSERNE I MALERIETFor Trampedach er gentagelserne nødvendig, sålænge følelsen ikke er færdigbearbejdet. Det gælder de mange selvportrætter og " gående mand" som har fulgt Trampedach, siden han så skulpturen "Gående mand" af kunstneren Alberto Giacometti, på Louisiana.
OPRØRETLivet i succes bliver en forbandelse og dæmonerne dukker igen op, i takt med at Trampedach fjerner sig mere og mere fra sit eget jég. Han bliver et produkt af den verden han lever i, den verden han lever af og den verden han foragter."Livet er en jammerdal" Et udtryk han ofte kom med til festlige sammenkomster. I hans frustration og beruselse kunne han smide sig på gulvet og skrige "Fascister" Han var sikkert festligt og uforudselig at have med til sin fest, men jeg kan godt forstå at det ikke var alle der turde inviterer ham.I 1978 blev han skilt fra sin hustru og det mondæne liv. Oprøret kom til en konfrontation ved udstillingen på Galleri Asbæk. Her udstillede han otte selvportrætter som udviser foragt, had og en enorm vrede. Trampedach havde lavet en opsætning, hvor han havde placeret en skulptur af sig selv, siddende i en stol iført gammelt tøj. Fra en båndoptager i lokalet, optaget med Trampedachs egen stemme, kommer han med et frontalt angreb mod det liv og den livsstil han selv var blevet en del af. Han talte med foragt om menneskerne, om had og hån, om mærkevarer, carporte og rusmidler. Efter denne udstilling blev han blacklistet fra det offentlige rum. Trampedachs popularitet forblev dog hos samlerne.Kunsthistorikeren Michael Wiwel, som senere blev forfatteren til bogen "Kurt Trampedach" skrev i anmeldelsen fra udstillingen " Dybfrosne billeder" han skrev også at Trampedach var nået til et punkt, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage og ingen vej frem. "Jeg var nået så langt ud at jeg måske ikke ønskede at leve mere" udtrykker Trampedach i filmen "Manden på bjerget"
Jeg kunne ikke lide den person jeg var blevet i Danmark, og havde brug for at skifte identitet, nej jeg havde brug for et hamskifte" Citat Kurt Trampedach fra Manden på bjerget
HAMSKIFTETMåske var dette oprør hans redning, som menneske og som kunstner. Han kunne vælge at gå til eller tage sit liv op til revurdering. Baskertegningerne i Sara fra 1978-80 er malet med vrede, galskab og et orgie af følelsesudbrud. Han græd, skreg, drak og malede. Han havde en regel om ikke at måtte drikke før kl. 18.00 - ikke ét minut i, men præcis kl. 18.00. Der tog han sin første flaske vin og nåede gerne op på 5 flasker, de sidste kan han dog ikke huske. Han malede og malede og til sidst sejlede benene under ham, og han husker ikke de sidste penselstrøg. Dem blev han så konfronteret med når han næste morgen vågnede op til et frygtelig syn af malerier, der var ubrugelige.
Serien af billeder fra Sara blev til collager, hvor alt kom i pres, firben, græshopper, fjer, fluer, sommerfugle og blomster. Der blev hældt rødvin på tegningerne, de blev krattet, spartlet og skåret i med barberblade. På et af de kaotiske selvportrætter, viser han tænder, som han beskriver som sine indre dæmoner. På et andet billede har Trampedach klisteret en overrevet 100 krone seddel i panden. Den iturevne pengeseddel symboliserer måske, at han havde været styret af penge - og at rive den over, var en afsked med den materielle verden.I 1982 havde Trampedach en dyb depression der afholdte ham fra at male i 9 måneder. Han havde for længe siden indset at han led af samme sindlidelse som sin far. Han var maniodepressiv. En lidelse han forgæves havde forsøgt at holde nede ved hjælp af alkohol. Trampedach besøgte sin far på plejehjemmet og sagde højt "jeg vil ikke ende som dig" Trampedach holdt op med at drikke i 1983.Her ses en af de første lyse portrætter af Trampedach " Riojadrikkeren" fra 1983. Et billede der umiddelbart ligner et harmonisk sensommerbillede af en mand der ligger og sover brandert ud, men samtidig ligger han mærkelig prisgivet, som om han er blevet skyllet i land. Et billede der trods sin indre uro er malet med et overskud, en tilsyneladende lettelse. ( Michael Wievel fra bogen "Kurt Trampedach" )
HVOR SKAL VI HEN?En ny start i new YorkTrampedach skulle på en længere rejse for at finde sig selv. En rejse med sjælen, som han ikke syntes han havde fået med sig i sit liv i Danmark. Trampedach startede en ny kapitel i new York i 1983 og frem til 1990, hvor han boede og arbejdede både menneskelig, personlig, terapeutisk, malerisk og kunstnerisk. I New York var Kurt Trampedach ukendt. Han var nu endnu én af de mange malere der venter på et gennembrud.Malerierne han malede havde længe været undervejs, både i hans liv og i malerprocessen. Der var flere lag oliemaling på, som igen blev skrabet af og nyt blev påført. For at få den hårde overflade er nogle af malerierne vandslebet. De er så igen malet, skåret i med barberblade, snittet og spydet. Til trods for tyngden i malerierne bevares der en lethed, en flade man kan ånde igennem.Efter 4 ås arbejde og en produktion på 50 store malerier, blev Trampedach kontaktet af Allan Stone Gallery i New York. Allan Stone kom på besøg hos Trampedach i hans atelier, hvilket i sig selv er næsten umuligt for an kunstner at opleve. Efter at have set de mange malerier udbrød Allan Stone " Wow! jeg har ikke set noget så fantastisk i New York i 5 år" .Et halv år efter dette møde, fik Trampedach en seperat udstilling hos Allan Stone Gallery.HVORNÅR ER VI FREMME?Hjemmet i Baskerlandet"Jeg en gård mig bygge vil, der skal være det hele til" synger Trampedach på sin gård langt fra fædrelandet.Og hvad det hele er, ja det må man selv om, man kan selv bestemme" siger Trampedach i filmen "Manden på bjerget. Trampedach købte et hus i det sydlige frankrig, som i 1990 bliver hans permanente bolig, hans eksil. For Trampedach er det ikke bare et hus, det er som at finde hjem. Han har bygget på huset, lige siden han flyttede ind og det er bygget som baskerne gjorde det, pagt med naturen. Her levede han isoleret blandt sine dyr og sin kunst. Der kunne gå måneder imellem han var nede fra bjerget."Jeg har altid været dybt fascineret af store bryster, for mig betyder de tryghed. Det er nok derfor jeg føler tryghed her i bjergene, som minder om store bryster. Jeg har aldrig været bange, jeg bor trygt, som i moderens mave"Maleriet og skulpturerne har været en gennemgående terapi for Kurt Trampedach. I filmen "Manden på bjerget" fortæller han om en stor sten som han har arbejdet meditativt på i mange år. En sten der med tiden bliver slebet til en vask. Det var hårdt arbejde, ikke kun fordi der er meget jern i stenpladen, men fordi at det var hans egne skal han skulle bryde igennem, hans egne hjørner der skulle slibes af, i takt med stenen.KURT TRAMPEDACH ER DØD - HANS KUNST LEVER VIDEREKurt Trampedach var sin egen.Trampedach var også vores tids Rembrandt, og der er ikke kommet en ny Trampedach.Det er så det tætteste jeg kommer på kunstneren Kurt Trampedach. Han sidder her i stolen, på Brandts. Der kommer en frisk vind ind af det åbne vindue, der svagt bevæger hans hår. Det er så gribende livagtig og det er umuligt ikke at blive bevæget. Trampedach er lige død og så sidder han her i stolen og sover.Jeg kysser ham på panden og hvisker "Tak for kunsten"
Hvis du er nået helt herned i mit blogindlæg, så vil du nyde at se filmen om Trampedach "Manden på bjerget" som også vises på Brandts frem til den 26.oktober.Du må også anskaffe dig bogen "Kurt Trampedach" af forfatter og kunsthistorikeren Mikael Wivel. Jeg håber ikke at Trampedachs død ændre ved de afsluttende ord i bogen, hvor Mikael Wivel skriver"Forsættelse følger..."Hvorfor Trampedach har haft stor betydning for mig og mine malerier, er et helt anden kapitel.Han var min første store kærlighed til kunsten. Hans plakater af kvinderne med det store vilde hår i de gyldne jordfarver. Men jeg kom også til at holde af de sidste malerier med store ansigter, hvor hjernen eksploderede i et gylden lysskær og underlige ting titter frem.Meget mere om det i blogindlægget til september.