Lissabon og min FADO

Længsel & TaknemlighedLissabon med FADO, fisk og til grin på en Michelin restaurant.I de gamle FADO sange, bliver der sunget om skæbner, længsler, håb og kærlighed. Der synges også om sømænd og de fattiges vilkår og derfor blev  Fado, af politiske årsager, forbudt i en årrække i Portugal. Amalia Rodrigues, var en af de mest populære Fado sangerinder og da hun døde i 1999 var der tre dages landesorg.  Mariza  er en ung og meget populær FADO sangerinde, som er kendt langt ud over Portugals grænser.Jeg går lige 18 år tilbage...Havde åbnet helsekostbutikken, havde ingen penge, ingen kunder, vi boede i baglokalet og min elskede mormor var lige død. Nu lå jeg udbrændt på sofaen og græd over ingenting. Min mor fandt en afbudsrejse til os og dagen efter stod jeg i Lissabon, med mine to små drenge. Det blev en af de bedste og mest mindeværdige ferier vi har været på.Vi var SÅ tæt på FADOJeg har altid været vild med FADO hvor en ældre kvinder synger, hvisker og skriger om, skæbne, længsel, tab, håb, drømme og kærlighed. Nu havde vi muligheden for at opleve, en aften med middag og fado. Taxa chaufføren kørte os hen til en af de gamle FADO familie restauranter hvor vi skulle spise og høre Fado. Her sad vi nu, vores lille familie og spiste brød, oliven, sodavand og portvin, lige ved siden af scenen, hvor Fado sangerinden kom om en time.Har du penge, så kan du få..."Vær så god at forsyne jer fra skaldyrsbordet med, alt godt fra havet"Alle alarmklokker gik nu i gang - Skaldyr, det lyder dyrt. Jeg spurgte efter menukortet, for at se prisen og det viste sig at vi med vores budget, ikke engang havde råd til en lille forret, selv om vi intet spiste de sidste to feriedage....men har du ingen, så må du gå.Vi måtte gå! Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at sige, at vi ikke har råd til at blive. Så jeg hviskede til min søn Frederik, "se sløj ud, nej mere sløj, Richard hold op med at grine" Nervøs over hvad prisen på det vi allerede havde fået serveret, og spist, kaldte jeg på tjeneren og fortalte at Frederik desværre havde noget med maven, som lige nu var kommet tilbage, så vi måtte aflyse aftenen.TaknemlighedIndehaveren, en galant ældre herre, kom hen til os, smilede og sagde " God bedring med dig lille ven. Der er ingen regning, det er en gave fra huset. Håber i kommer tilbage, hvis i besøger Lissabon igen.  Jeg takkede, med tåre i øjnene og den store dørmand der lige havde fulgt os ind til det vores bord, hvor fadoen, skulle spille om en time, fulgte os ud igen.Selv om jeg ikke oplevede FADO musikken, så oplevede vi en menneskelighed og en hjertevarme som jeg er dyb taknemlig over. Jeg kommer tilbage… Så er der FADOMin mand og jeg startede vores ferie med fire dage i Lissabon, for nu skulle jeg endelig opleve Fado. Jeg græd selvfølgelig lige fra det øjeblik, hvor lyset dæmpes, de røde lamper tændes og en kvinden træder op på senen. Rørt over musikken, sangen, minderne om min sidste rejse til fadoernes land og taknemlig over at jeg nu sidder her, og oplever fado med mit livs kærlighed ved min side.Jeg vil aldrig ha´oversat en Fadosang, da jeg har på fornemmelsen af at det er ret  banale tekster - så jeg laver mine egen fortolkninger, som ikke er spor banale...Jeg måtte selvfølgelig lige hilse på den skønne Fado sangerinde, på billedet.Vi sluttede aftenen af med et besøg i deres vinkælder, med mere end 15.000 vine og portvin.Det portugisiske køkkenDet lykkedes mig desværre ikke at finde den Fado restaurant jeg besøgte for år tilbage. På de to Fado restauranter vi besøgte var maden virkelig kedelig og gammeldags, men betjeningen, sangen og den gode stemning opvejede det fuldstændig.Saltede og tørrede torsk også kaldet Bacalhau er den Portugisiske nationalret og et siges at den kan serveres på 365 forskellige måder. Vi fik den på to forskellige måder og det var nok. På billedet kan du se den i en kikærtesalat. Fisken smager faktisk godt, men lugten af de tørrede fisk i butikkerne er virkelig gennemtrængende. Vi varierede lige maden med friskfanget makrel og sardiner, jeg spiste dog ikke både hoved og hale, som min mand mente, hørte sig til.Vi boede i et kvarter der kaldes ”Kamæleon” Om dagen er det et rolig kvarter og præcis til midnat forandres de små gader sig til en kogende fest med masser af mennesker, mad, musik og sang. Jeg har ikke smagt Sangria siden jeg som ung var på ferie i Spanien. Men her på vores lille stamcafe, drak alle de lokale Sangria, så det gjorde vi selvfølgelig også.Michelin Restaurant FeitoriaI Lissabon afsluttede vi vores fem dages ferie af med en lækker middag på Michelin restauranten Feitoria.Det viste sig at der en af tingende i disse to skåle som ikke er beregnet til at spise!Kan du gætte hvad det er man ikke skal spise? Jeg gættede forkert :-OJeg så hvordan min mand brugte de grønne sukker blade, som ske til trøffelchokoladen, der lå på bunden af sølvskålen. Så jeg gjorde det samme, med det der lå i urtepotten, som jeg troede var de lækre  Cacao NipsDet viste sig at være kork! Min mand grinede, imens jeg diskret, prøvede at få en mundfuld kork sneget ud af munden. Jeg kunne ikke liste dem ned i den fine stofserviet, med guldbogstaver på, så jeg sad med kork i hånden og om munden. Jeg begyndte selvfølgelig også at grine, med kork imellem tænderne og til sidst måtte vi bare overgi´os til latterkrampe, imens vi bad om regningen. Her er et lille udvalg af vores menu fra Feitoria, hvor jeg var mest overrasket over deres kreative variant af en Bananasplit, som du kan se på det store billede.Besøget på Michelin restauranten, var i begyndelsen af vores ferie,  før vi vidste hvor mange penge vi kom til at bruge på færger, tog, fly, missede fly og pludselige overnatninger.Next stop Afrika!Begejstring & Tillid